“Som medlem af Shoe-d-vision får man som driver mange fordele ved både opstart og drift gennem værdifulde styringssystemer, professionel sparring og best practice fra både kædecenteret og 200 sko-kollegaer.”
- Frank Siim Sørensen, adm. direktør
Shoe-d-vision
Shoe-d-vision Amba er en medlemsejet dansk/norsk virksomhed, der blev grundlagt i Danmark i 1955 af danske skodetailhandlere under navnet Skoringen Amba. Motivationen for samarbejdet var enkel: at opnå de bedst mulige betingelser gennem fælles indkøb.
Efter et flerårigt kollegialt indkøbssamarbejde med Skoringen AS, Norge, der med et helt tilsvarende formål blev etableret i 1965, fusionerede de to virksomheder i 1973. Få år senere blev et vellykket forsøg i begge lande med landsdækkende brochureudsendelse starten på systematisk fælles markedsføring.
Senest fusionerede Skoringen Amba i 2008 med en tidligere konkurrent på det danske marked – De Grønne Skobutikker Amba – som repræsenterede ca. 100 butikker under navnet “Din Grønne Skobutik”. Disse blev samtidig med fusionen revitalisereret under navnet zjoos.
Skoringen-butikkerne var igennem en tilsvarende proces i 2001 og opdateres fortsat løbende.
Shoe-d-vision har domicil i Skødstrup, nord for Aarhus, hvor ca. 40 medarbejdere varetager samtlige funktioner i relation til de godt 200 skobutikkers varekøb, logistik, markedsføring, uddannelse, butiksindretning, merchandising samt butiks-it og driftsrådgivning.
Vision
Som kædecenter er det Shoe-d-visions vision at være den mest visionære skokæde i Skandinavien.
For butikkerne er visionen at være familiens foretrukne skobutik.